af Athena Farrokhzad

​

10 marts 2018, Reaktorscenen, Republique. 

​

”Hvis det ikke var, fordi Europa endnu engang står i brand, ville jeg have talt med jer om træer. Om min barndoms klatreeventyr i Hammarkullen, om birketræerne uden for mit vindue i Bagar-mossen, om cypresserne i Teherans parker, hvor børnefamilier færdes side om side med mennesker på jagt efter seksuelle møder, om grædepilene i Paris, hvor jeg engang studerede. Nu er jeg i stedet nødt til at tale om den voksende fascisme.”

Den iransk-svenske poet og debattør Athena Farrokhzad lavede i 2014 et stærkt omdiskuteret radioprogram til svensk P1. Efterfølgende blev radiokanalen meldt til Radio- og tv-nævnet, og den moderate politiker Gunnar Axén kastede sit tv ud af vinduet og opsagde sin radiolicens i protest.
Det var en sjælden, på én gang både poetisk og politisk tale om, hvem vi vil være som mennesker og som europæere. Emner som racisme, kvindeundertrykkelse og social og økonomisk ulighed stilles op mod længslen efter at kunne tale om kærlighed, fællesskab, poesi og natur. 
Teksten blev oversat til dansk af Jakob Slebsager Nielsen og udgivet på forlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale.

Instruktør Petra Adlerberth-Wik iscenesætter teksten i en reading med skuespiller Lila Nobel. 

Om forfatteren:
Athena Farrokhzad blev nomineret til August-prisen, Katapultprisen og Borås Tidnings Debutantpris för diktsamlingen Vitsvit, et korværk om hvordan revolution, krig, migration og racisme påvirker menneskers relationer til verden og hinanden. Hun underviser på forfatterskolen Biskops-Arnö.

Forord af Athena Farrokhzad:
I 2014 sendte Sveriges Radio et af sine Sommar-programmer, hvor jeg stod for teksten og Ylva Karlsson og Maja Karlsson for musikken. Sommar i P1 er en institution i den svenske medie- og kulturverden, hvor forskellige kendte personer hver dag i løbet af sommeren får stillet 90 minutters taletid til rådighed med flere hundrede-tusinde lyttere. Narrativet er ofte personligt, anekdotisk og har ikke sjældent fællestræk med en succeshistorie.

Vi ville i stedet benytte lejligheden til at tale om Europas immigra-tionspolitik, om det svenske klassesamfund, om truslen fra den voksende fascisme, om vores koloniale historie og samtid, om Israels besættelse af Palæstina, om hvorfor det så ofte er kvinder som må betale prisen. Vi ville tale og synge gennem andre digtere, musikere og aktivister, eftersom så få af os har adgang til den brede offentlighed.

I juli 2014 var der to måneder til rigsdagsvalget. Efter otte år med en højreorienteret regering, med voksende klasseskel og fascistisk mobilisering som resultat, var situationen akut. Vi ville appellere til menneskers længsel efter fællesskab og evne til solidaritet. 

Programmet blev sendt den 21. juli.

Hvad skete der bagefter?

Sveriges borgerlige lederskribenter skrev artikler om, at vi var voldsforherligende ekstremister. Sveriges Radio modtog over hundrede klager til sit tilsynsnævn fra organiserede internetfascister. Samtidig skrev tusinder af mennesker til os og fortalte om deres overraskelse over for en gangs skyld at se deres erfaringer og analyser afspejlet i offentligheden.

Kort tid efter vandt Socialdemokraterna valget og fortsatte implementeringen af den højreorienterede politik. Et år senere indførte de grænsekontroller ved Øresundsbroen og begrænsninger af asylretten.

Nu er det november 2016.
Kampen fortsætter.

​

​

​